Gryderet som i Madras

Denne ret, fra det sydlige Indien, er ret stærk, men du kan heldigvis selv styre, hvor stærk du ønsker retten. Hvis der er stor variation i, hvad familien eller gæsterne foretrækker, server retten med friske hakkede chili og en stærk chutney. Yderligere vil jeg foreslå også at servere en yoghurt  / myntedressing.





Ingredienser - 4 personer
800 gr okse- eller lammekød i tern
2 spsk kokosolie
1 laurbærblad
1 stykke hel kanel
3 stk kryddernelliker
4 let knuste kardemommebælge
1 finthakket stort løg
2 pressede fed hvidløg
2 tsk frisk revet ingefær
1 tsk stødt gurkemeje
1 hakket rød chili
2 tsk chilipulver
2 tsk stødt spidskommen
1 dåse hakkede tomater
1 dåse kokosmælk
1 tsk graham masala
salt
peber
friskhakket koriander

Marinade
4 dl yoghurt naturel
3 spsk madras karrypulver

Marinering.
Bland yoghurt og karrypulver i en skål. Rør kødet i blandingen og tilsæt en smule salt. Lad det marinere i køleskabet i 24 timer.

Opvarm olie i en stor pande eller gryde og tilsæt laurbærblade, kanel, kryddernelliker og kardemommebælge. Steg i ca. 1 minut og tilsæt de finthakkede løg. Svits så i ca. 4 minutter og tilsæt hvidløg, ingefær, gurkemeje, rød chili, chilipulver og spidskommen. Rør hurtig rundt og tilsæt det marinerede kød, men så lidt af marinaden som muligt. Steg i 5 minutter over lav varme.

Tilsæt dåsetomater og kokosmælk og bring i kog. Læg låg på, og lad retten simre i en times tid. Rør af og til. Ca. 5 minutter før servering tilsæt graham masala.

Smag til med salt, peber og chili...

Serveres straks med dampede ris, myntedressing og din favorit chutney...

Kommentarer

Populære indlæg